The forest symbolize life and harmony ~ Niall

Tid: 12.30
Sted: Skoven ved Anylexia
Omgivelser: Træer
Vejr: Solskin, blå himmel, lidt vind, skyer, virkelig, virkelig varmt
Påklædning: Hvid, lang, løs kjole, hvide ballerinaer og en hvid blomst i håret

Solen skinende som en gal fra den blå, blå himmel, med de mange skyer på.
Græsset smøg som elverkvindens ansigt, nærmest kærtegnede hendes kinder. Blomsterblade fra de lyserøde kirsebærtræer faldt ned over hende, nærmest som om hun var en brud der lige var blevet gift. Hun smilte skævt og så op på himlen, hun kunne se adskillige figurer i skyerne. Der var en fugl, et blad, en bil og den flotteste af dem alle, to hænder der holdt hinanden i hånden.
Hvor var det sjovt at se på skyer, skønt hun jo egentlig havde andet at lave.
Hun rejste sig op og begyndte at gå ud mod udkanten af skoven, tæt på kunne hun allerede høre larmen fra Anylexia.
Sjovt, den mest idylliske skov lå ved den mest uciviliserede by af den og Boehemien. Og skoven ved Boehemien, var uhyggelig. Hun kunne have svoret at have set en vampyr der for ikke så lang tid siden.
Hun sukkede og lænte sig af et af de sidste egetræer, der var stort og så fuld af liv. Hun lukkede øjnene, hun ville give alt for at bare møde en af menneskene derinde fra.
Elverne var et mystisk folk sagde man, og det var vist en underdrivelse. De gjorde alt for at overholde loven om ikke at afsløre eksistensen af væsner for menneskerne.
Og måden de gjorde det på var ved at alle havde forment adgang til begge byer, både Anylexia og Boehemien.

Niall begravede sine hænder i sine lommer, på de lettere slidte cowboysbukser. Han kiggede rundt, inden han begav sig imod skoven. Han havde ikke kigget sig så meget omkring, og da slet ikke omkring og i skoven. Det var nok et af de sidste steder, som han manglede, at tjekke ordentligt ud. Han havde derfor fundet sig en dag, hvor han ville tage derud.
Han kiggede nedad, imens han gik. Han kiggede på sine grå Converse sko, som han skiftevis kunne se snuden og lidt af farven på. Han gik næsten kun i Converse sko. De endte dog alle sammen med, at blive slidte omkring en-to uger efter købet af dem.
Han forlod gaden og gik mod skoven. Hans blik var endelig vendt op, så han nu kunne se, hvor han gik og derfor ikke gik ind i noget - eller nogen. Han gik ubevidst forbi et par mennesker, der måske kunne være andet end et menneske, hvilket han ikke anede noget om.

En dreng, eller ung mand, kom gående. Hun kunne ikke rigtig beslutte sig for hvad han var, men han så meget menneskelig ud, så hun hældte til at han var menneske.
Hun havde intet imod menneske, langt fra, der var bare den ulempe. Hun kunne ikke afsløre noget om sig selv, hvis hun kom i snak med ham. Men selv hvis han så hende, ville hun aldrig få lov til bare at ytre en stavelse til ham.
Hun tog blikket væk fra ham og Anylexia, og lænte sig op af bagsiden af træstammen så han ikke kunne se hende, selvom hun håbede det.
Fobandede nysgerrighed, hun kiggede frem for at at se hvor han nu var. Hun hadede hendes nysgerrighed, helt fra da hun var lille havde den været stor, alt for stor.
Hun kunne se han gik forbi to af hendes artsfæller og var på vej over mod... det træ hun stod bag eller i den retning.
Hjælp..!, hviskede hun og gemte sig bag træstammen igen, bad til at han ikke havde set hende. For hans skyld.

Niall gik helt begravet i sine egne tanker. Hans hænder var godt begravet i hans lommer på hans bukser og hans blikket var rettet ned mod jorden. Han lagde ikke specielt meget mærke til det, der foregik omkring ham. Han bemærkede kun de to, han passerede, ellers ikke rigtig mere.
Han bemærkede heller ikke, da han pludselig bragede ind i et stort træ, der var kommet i vejen for ham. Han hvinede og væltede ned på sin bag. Han slog baghovedet i jorden, da han ikke nåede at reagere med sine arme, der måske ville have taget noget af faldet.
Han jamrede lidt og kom op at sidde. Det havde godt nok gjort ondt. Han kiggede op på træet med sammenkneben øjne. Sikke et dumt træ. Hvorfor skulle det også lige netop stå der? Han bandede lavmælt over træet og dens placering.

Det var lidt synd for det stakkels unge menneske at han stødte ind i træet, men det så altså virkelig komisk ud. Virkelig.
Hun prøvede ikke at grine, men hun kunne ikke holde det inde. Hun grinte kort en klar latter, hvor hun dog hadede den, og trådte frem fra træets bagside.
Hun så sig kort omkring, men der skete ikke noget. Der var ingen krigere der strømmede frem fra skoven, ingen underlige og magiske ting der afholdte hende fra at snakke med ham. Hun åndede lettet ud.
Hun rakte en hånd frem og gik lidt ned i knæ og spurgte venligt:"Brug for hjælp?" Hun lagde hovedet på skrå, så alt det lyse og bølgede hår faldt ned til den ene side og smilte til ham.
Han var da lidt sød, med det lyse hår og krystalblå øjne. Hvorfor vidste hun ikke, hun havde bare et eller andet med blå øjne... Hvorfor egentlig blå, af alle farver? Hvorfor ikke... grøn?