Gamle venner, hm? ~ Harry

Tid: Klokken er omkring 21.
Sted: Anylexia, hotellet.
Omgivelser: Så mange andre på hotellet.
Vejr: Det er lettere mørkt og overskyet udenfor.
Dag: Tirsdag.
Påklædning: En hvid hættetrøje med lynlås. Et par lysegrå joggingbukser og røde Converse sko, der er ret slidte.

Niall sad inde i den store festsal. Der var mange andre mennesker derinde. Der var et band, der spillede rock oppe på scenen. Det lød nu ret godt. De holdte en slags fest, hvor amatørband i Anylexia og omegn, kunne komme og spille foran publikum. Der var ingen, der blev buh'et af eller noget, for alle var amatører og alle fik en chance.
Han havde overvejet om det var muligt, at stille sig op som solo. Han kunne spille guitar og han kunne synge. Mon ikke folk ville give ham en chance? Han turde dog ikke, for han havde ikke lyst til at blive smidt ned igen. Men alligevel, måske skulle han prøve alligevel? Han skulle vel alligevel snart hjem.
Han rejste sig op og gik hen til en af arbejderne. Han spurgte ind til, om han kunne synge og spille solo, hvor han fik et lettere tøvende ja. Han fik serveret en guitar, som han fik sat på plads, og trådte derefter op på scenen, da bandet forlod scenen. Det var det sidste band, ind til videre, så han gik bare derop. Han gik ind foran mikrofonstativet og begyndte så at spille en af hans yndlingsnumre, mens han sang til.

Påklædning: Blå t-shirt med hvide striber, cremefarvede shorts der går ned til knæene

Harry stod lænet op af dørkarmen, hans øjne hang ved det rockband, eller det band der prøvede at spille rock, der lige nu stod på scenen.
De spillede fint nok, faktisk meget godt når man tænkte på at de kun var nybegyndere, amatører.
Bandet stoppede med at spille og et kæmpe bifald brød ud, Harry klappede ganske vist med, men det var langt fra fordi han brød sig om bandet.
Endnu en håbefuld, ung sanger kom op på scenen... Vent lige lidt, var det ikke én Harry kendte? Eller havde truet før? Eller... havde set?
Han rynkede brynene og lagde armene over kors, han knep øjnene sammen for ligesom bedre at se hvad der foregik deroppe på scenen.
En stemme og guitarmusik begyndte at lyde ud igennem højtalerne, Harry stirrede på dem som om de var en alien og så op på scenen.
Den stemme... Han havde altså hørt den før, det vidste han.
Drengen oppe på scenen var lyshåret og sang faktisk virkelig godt, han sang en sang, som Harry havde hørt et eller andet sted før.
Han indrømmede det blankt, han var ikke den der havde fået den bedste hukommelse, hvilket var en skam da han havde oplevet meget og gerne ville kunne huske det.

//Virkelig ukreativt :-(

Niall sang og spillede. Han nød det. Han elskede det. Han ville så gerne gøre noget ved det, så han kunne indspille sange og lære mere guitarspil, men hvordan kunne det lades sig gøre? Selvfølgelig, så var der et studie i byen, men hvad nu hvis, ingen derhenne gad hjælpe ham på vej? Han kunne jo altid prøve at tage derhen.
Han åbnede øjnene op og holdte en kort pause, og stoppede med at spille, inden han sluttede af med den sidste linje i sangen. Hans blik gled rundt på publikum, der jublede over hans sang og spil. Et kæmpe smil bredte sig over hans læber. De kunne rent faktisk lide det. Han var rigtig glad for, han var gået op på scenen til at starte med.
Han forlod scenen, smilende. Han fik guitaren af sig og rakte den tilbage til manden, der før havde lånt ham den. Han sagde tak for lån og gik ned på sin plads igen, hvor hans glas vand stod og ventede på ham.

// Helt okay :3

Drengen forstatte med at synge og spille, han så ud til at nyde det... eller så var han bare glædeligt overrasket over at ingen havde vist tegn på ikke at kunne lide, på den anden side havde ingen heller vist tegn på at kunne lide det.
Han sukkede, og lænte sig atter tilbage mod væggen, lod drengen og hans musik være drengen og hans musik og vendte atter tilbage til sin tankeverden, hvor der ingen forstyrrelser var.
På et tidspunkt blev han atter afbrudt af klapsalver, et stort bifald for at hylde den unge musikant og sanger.
Et ret afdæmpet, træt, ligegyldigt bifald fik han da også fra Harry, som stod og spekulerede på om alle kunne få lov at synge. Skulle han selv?
Naarh, for meget arbejde... Det var jo heller ikke sikkert at hans musik blev taget godt imod, nu indså han at alle dem der stillede op tog en chance... det var jo langt fra sikkert at de blev klappet af og ikke smidt på gaden på næsen.
Harry sukkede og prøvede endnu en gang at få lidt stilhed, men han var vist gået det forkerte sted hen for at få det.

Niall tog en slurk af sin vand. Han kiggede rundt med et lettere tilfreds smil om sine læber. Han havde det godt. Han havde det rigtig godt. Måske burde han rent faktisk finde en dag, hvor han kunne besøge studiet her i byen. Han havde måske en chance med sin musik?
Han satte sig bedre til rette på barstolen, som han sad på. Han strøg en hånd gennem sit hår, bare for at få det til, at sidde lidt bedre. Han bed sig lidt i sin underlæbe. Hvad så nu? Skulle han blive hængende og lytte til flere bands, måske få sig en drink og så tage hjem? Eller skulle han bare tage hjem med det samme her? Han vidste det ikke helt.
Han tog endnu en slurk af sin vand. Ej, han ville gerne blive hængende lidt endnu. Det var da ret sjovt, at høre på de forskellige bands, der stillede sig derop og sang og spillede. Nogen af dem havde rent faktisk en chance inden for musikken.

Den lyshårede fyr der lige havde spillet sad ved baren og drak noget der lignede mistænkeligt meget vand, skulle man gå hen og snakke med ham? Naarh... eller måske? Det lignede ret så meget en han kendte, men det kunne ikke passe. Hvordan kunne det passe?
Men på den anden side, for ikke så lang tid siden -Vist kun en dag siden- havde han mødt Louis. Louis! En person han ikke havde set i lange tider og så dukkede han op, mens Harry gik tur i en af gyderne... I gyderne af alle steder! Ja, verden var lille og frem for alt- underlig.
Vidste Louis egentlig at Harry ikke var et menneske, at han var noget større, noget langt farligere? At han var et monster, noget folk frygtede? At han var en dæmon?
Sikkert ikke, og hvis han vidste det, uh, det ville ikek være så godt... Specielt ikke for Louis, for så ville Harry være nødt til at lukke munden på ham i al evighed.
Øv, hvorfor var det også lige at mennesker fandtes? De forstod ikke noget af det der foregik omkring dem, og alligevel troede de at de var så skidesmarte.
Tsk, latterlige mennesker... Na ja, de stammede jo også fra aberne. Harry havde kort sagt ondt af dem.

Niall bed sig lidt i sin underlæbe, imens han kiggede rundt. Han fik pludselig øje på noget. Nej, ikke noget - nogen. Han kneb øjnene i. Det krøllede, brune hår. Hans ansigt. Der var et eller andet bekendt over ham. Et eller andet.. vent. Han vidste da godt, hvem pokker det var!
Han drak det sidste af sin vand. Han lod kruset stå, da han kom på benene og tog nogle langsomme skridt hen imod drengen. Hvis det rent faktisk var ham, så var det godt nok et par år siden, de sidste så hinanden.
Han stoppede op et stykke fra drengen. Han begravede sine hænder i sine lommer og betragtede ham i smug. Var det virkelig ham? Ham af alle dem, han plejede at ses med engang? Kunne det nu virkelig passe? Han blev stående lidt, som for at se, om drengen bemærkede ham og måske kunne genkende ham.

Drengen så ud til at være færdig emd sin vand, eller hvad det nu var, og... Kiggede han på Harry? Underligt...
Nu hvor drengen kiggede direkte på Harry, kunne han se detaljerne i drengens ansigt.
Det lyse hår, de irriterende små øjne... Yup, det var en Harry kendte.
Men, det kunne ikke være ham, det kunne det ikke! Det måtte det ikke... Og dog, hvorfor måtte det ikke det? En lille stemme i ham spurgte ham hele tiden om hvad det var der galt ved at han mødte mennesker fra sin fortid.
Men det var jo netop det, mennesker! Han vidste ikke om han skulle være temmelig ligeglad med mennesker, eller om han skulle tænke på dem som nogle der rent faktisk kunne tænke selv. Måske...
Han kiggede lidt på drengen igen, men besluttede sig for at det ikke kunen være ham. det kunne da ikke være...
Han rystede på hovedet, han var blevet temmelig forvirret på det seneste. Det måtte være det der fik ham til at se mennesker han kendte alle vejne.
Men problemet var, et af de mennesker han havde kendt havde han mødt for et par dage siden... Så hvorfor skulle det her være mindre virkeligt?

Niall trådte langsomt nærmere. Var det nu klogt? Hvis det nu var ham, hvorfor havde de så ikke holdt kontakten? Det var ret mærkeligt, at de mødes i Anylexia, netop på dette tidspunkt.
Han trak langsomt sine hænder op af sine lommer og lod sine arme hænge ned langs sine sider. Han holdte sit blik på drengen. Den velkendte dreng. Det var altså ham. Det var tydeligt med det mørke, krøllet hår, at det var ham. Det var det altså.
Han trådte ind foran ham. Han lagde armene omkring sig selv og kiggede på ham. Han prøvede at fange øjenkontakten. "Ha-Harry?" spurgte han usikkert og prøvende.

Hmm, hvorfor var det at dette menneske forekom ham så... bekendt? Var det pågrund af... Nej, det kunne ikke være ham! Var det... Nina, det var et pigenavn... Nia... Nial... Niall...? Niall, der var den! Niall, nu skulle efternavnet bare på plads. Horn... Hora.. Horan. Niall Horan. Var det Niall Horan, den lille og mega irriterende dreng med de skæve tænder? Var det virkelig ham? Wicked...
Niall, eller den person der virkelig lignede ham, kom hen til ham. Harry så forvirret på ham, kendte dette menneske hans navn?
"Det' mig..." Han stoppede sig selv og bed sig i underlæben, det kunne ikke være ham. Men på den anden side, han havde jo lige mødt Louis... I en gyde. Så hvorfor ikke møde Niall på et hotel? Det var der heller ingen mening i, men hellere her end møde endnu en person i gyderne."Niall?"
Han kunne stadig ikke fatte det, det virkede så... så umuligt.