Lyde - Harry

Tid: 19.00
Sted: De skumle gader
Omgivelser: None?
Vejr: Gråt, men lunt.
Dag: Idag i guess.. Tirsdag.
Påklædning: Blå og hvid stribet t-shirt, beigefarvede bukser, røde seler og et par røde Converse.

Louis hævede et øjenbryn. Havde han hørt en lyd, eller spillede hans hjerne ham bare et puds? Måske spillede han for meget Gameboy, så for meget tv eller sad for meget ved computeren, men han var næsten sikker på at der havde lydt fodtrin, og med et så dystert vejr, varslede fodtrin aldrig godt. Måske overdramatiserede han bare. Louis kløede sig i håret med et skævt smil om munden. Han burde virkelig tage sig sammen, og være mindre nervøs. Det ligenede ham heller ikke at være sådan et nervevrag. Normalt var han 'ham den skøre' og 'ham den muntre', men når han var alene - sådan helt alene - brød han sig ikke om at det var mørkt. Og han brød sig overhovedet ikke om lyden af fodtrin. Han kiggede sig omkring, og pustede ud. En let vind gjorde vejret køligere end han først havde troet, så den tynde t-shirt han havde på var ikke til meget hjælp. Det skete ligesom oftere og oftere, måske på grund af det tricky vejr der er i maj, men enten havde han for meget tøj på, eller også havde han for lidt på.
Louis smilede for sig selv over sine tanker. Sådan var det altid. Når han var alene, tænkte han for meget.

Påklædning: sort skjorte, hvid t-shirt, cremefarvede shorts og sort converses

Han bevægede sig ned igennem en af Anylexia's skumle gader, eller gyder som det også hed.
Han havde skuldrene næsten helt oppe ved ørerne, ikke fordi han frøs, han havde det faktisk utrolig varmt.
Han så ned på skraldet der lå i kanten af gaden, der lå klemt inde mellem to store bygninger, store, sorte bygninger med rustne brandtrapper på begge sider.
Han sukkede, og lukkede øjnene. Der var en masse lyde man kun kunne høre når man havde lukkede øjne, f.eks. lyden af fodtrin ganske tæt på... vent, fodtrin?
Han knipsede med fingrene, mærkede den sædvanlige kulde og så ned af sig selv... Som sædvanlig var der intet at se.
Han gik over hvor skridtene stammede fra og så til sin forbløffelse, en person han var helt sikker på at han havde set før... Men hvor? Det kunne da ikke være...

Louis tog endnu et skridt ind i gaden. Eller gyden, som han nu engang mente det var. Noget vådt ramte hans kind, og han rynkede irriteret øjenbrynene, før han vendte hovedet mod skyerne. Så glemte han alt om fodtrin og uhyggelige lyde, for himlen blev bare mørkere og mørkere, og han måtte tilstå, at det så ud til at blive regn. Han sukkede irriteret, og sparkede til en dåsecola, der lå i kanten af gyden. Hvor svinede folk også voldsomt meget i den by. Måske skulle han også bare flytte væk. Her var alligevel deprimerende, og folk virkede nedtrykte, bange og irriterede. Slet ikke et sted for et muntert hoved som ham selv. Han smilede kort. Noget rev ham ud af hans tanker, og han stivnede. En dråbe ramte ham i nakken, og det gav et set i ham, men han lyttede stadig. Nu var han 100% sikker på, at han kunne høre fodspor ... Der stoppede?
Louis skar en grimasse, da følelsen af at blive betragtet sneg sig op og gav ham kuldegysninger. Så vendte han sig om.
Heldigvis råbte han ikke, hvis han havde råbt havde det være et anelse pinligt, men hans mund var let åben og viste tydeligt hans overraskelse. Et kort øjeblik flashede billeder fra en ferieø op for hans indre blik, og han hævede et øjenbryn. "Ha-Harry?" Han kom med en let nervøs latter, da det gik op for ham, at det ikke var andet end en fyr på hans egen alder. Og så oven i købet en han var næsten sikker på at have set før.

Harry kiggede op, da noget tungt og vådt ramte hans hoved.
Skyerne havde trukket sig endnu mere sammen, var blevet mere grå og truende end før.
Han rystede irriteret på hovedet, hvor han dog hadede vejret, og hvor han dog hadede denne by... faktisk hadede han det hele, alt i hele verden, især livet.
Livet... Det var så fuld af skuffelse, uopfyldte drømme og ønsker, smerte, tab, skam og død.
Hvorfor var det lige at man fik livet, når det eneste man fik var ingenting gavnene?
Han forstod det ikke, men måske var det fordi han aldrig havde fået lov til at nyde de glædelige sider ved livet? Måske...
Han stoppede op lidt før skikkelsen og han stødte ind i hinanden, han måtte gentagne gange sige til sig selv at det ikke kunne være ham, det kunne det ikke. Det måtte det ikke, det var umuligt!
Men ak, verden var som sædvanlig én stor skuffelse og denne oplevelse var ingen undtagelse, det var ham.
"Louis?", spurgte han uforstående, det var fuldstændig... som allerede sagt, umuligt.

Louis åbnede munden en tand mere, før det gik op for ham, at han sikkert så utrolig åndsvag ud, så han lukkede langsomt munden igen, hele tiden med blikket mod fyren overfor ham. Drengen sagde hans navn. Højt og tydeligt. Drømte han? Så han syner? Var han ved at blive skør?
Han rystede langsomt på hovedet i mistro til sit syn, og for at være sikker glippede han et par gange med øjnene, og kiggede atter op på fyren. Harry. Han var næsten 100% sikker på at det var ham - hvem ville ellers kunne huske hans navn? Endnu engang fik han lyst til at ryste på hovedet, men stoppede sig selv i det, for bare at tænke ordet 'umuligt'. Det ville næsten være for ... For meget. For tilfældigt. For umuligt. Dog havde verden lært ham, at intet var umuligt - i hvert fald ikke i en by som denne. Den havde lidt af hver, mest til den negative side, mente han, men der var da også gode ting. Parken, for eksempel, og centeret.
Louis kløede sig i håret, underligt nok forlegen over endnu engang at møde Harry. "Erhm.." Han slog ud med hænderne, og smilede skævt. "Hej .. " Hvert et ord blev sagt tøvende, mest af alt fordi hans stemme ellers ville lyde alt for skarp i stilheden. Han kiggede ned i jorden, rynkede øjenbrynene og kiggede endnu engang op. "Det her .. Er bare .. " Han rystede småsmilende på hovedet. "Mærkeligt" Afsluttede han.

Harry tog sig selv i at kigge lidt for meget på drengen foran ham, men.. det var så uvirkeligt. Og det mest irriterende var at han ikke kunne få placeret om han syntes det var forunderligt eller bare... umuligt.
Han kom frem til at det nok var en blanding af det hele, glæde og ligegyldighed smeltet sammen i en fantastisk blanding. Efter Harrys mening.
Harry fik endelig flyttet blikket fra Louis, eller hvad han var næsten sikker på var Louis, og op mod skyerne. De tunge skyer, de tunge, grå skyer der truende rullede ind over byen.
Han sukkede irriteret og begyndte at forbande vejret, og livet, og...
"Uhm... Hey..?", han vidste seriøst ikke hvad han skulle sige, efter hans mening ville den her situation snart vende fra overraskelse til at blive akavet. Hvis der altså snart ikke blev bragt et omfattende emne op, de ikke bare diskuterede i et par minutter og så fortsatte med at stirre på hinanden som idioter.
"Indeed...", bekræftede han Louis' teori om at situationen var mærkelig, undrlig, umulig.